OM PROJEKTET • TANKEN BAG
UNDERSØGELSEN
Ungdomsringen og GODA gennemførte i foråret 2003 - som et led i projektet "Alkoholpolitik i klubben" - en undersøgelse, der skulle kaste lys over, hvilken holdning ungdomsklubberne havde til det alkoholpolitiske arbejde. Undersøgelsen viste, at langt hovedparten af klubberne - ca. 87% - havde en restriktiv politik på området. Hér hverken kunne eller ville man acceptere alkohol i forbindelse med klubaftener, fester eller ture. Lidt mere end hver tiende klub havde en mere liberal holdning til alkohol. Hér tillod man, at der blev serveret en enkelt genstand ved særlige arrangementer.
Men uanset om en klub har en restriktiv eller liberal politik på området, er det afgørende, at klubben har en politik, fordi en politik er med til at sikre fælles fodslag og sende et klart signal om, hvad holdningen er det pågældende sted.
Undersøgelsen viste endvidere, at alkohol og det at have en holdning til området var højt prioriteret i klubberne, selvom mange klubber ikke havde formuleret endsige nedskrevet deres alkoholpolitik. Man havde altså en holdning, men man havde bare ikke valgt at synliggøre den.
EN FUNKTIONSDYGTIG ALKOHOLPOLITIK
Synlighed er afgørende for en alkoholpolitik, idet den skal kunne ses af alle for at være funktionsdygtig - det skaber grundlag for en konsistent handling og trygge rammer.
Det tager tid at formulere en politik, hvis det ikke blot skal ende med: "Det må du ikke, fordi jeg siger det!”. Hvis en alkoholpolitik skal være funktionsdygtig og respekteres, er det vigtigt, at den giver mening for de involverede. Derfor er det vigtigt, at alle, der kan have interesse i klubbens daglige virke, involveres og bliver hørt. Det vil for de fleste klubbers vedkommende betyde: ledelse, personalegruppe, medlemmer, medlemmernes forældre og det nære lokale miljø.
En alkoholpolitik kan desuden med fordel indgå som del af en samlet forebyggelsesstrategi på lige fod med diskussioner om fx stoffer, mobning, fedme og ensomhed.
EN CERTIFICERET ALKOHOLPOLITIK
På baggrund af undersøgelsen i 2003 videreudviklede GODA og Ungdomsringen projektet til at opfordre og hjælpe landets ungdomsklubber i gang med at få udarbejdet og nedskrevet en alkoholpolitik for netop at skabe fælles fodslag og synlighed omkring klubbernes holdning og handling på området. Som en væsentlig del af dette har klubberne mulighed for at få certificeret deres alkoholpolitik ud fra nogle givne spilleregler og dermed blive "Klub med alkoholpolitik".
Som en konkret del af certificeringen vil klubben modtage forskellige materialer i form af fx klistermærker og et certifikat.
MATERIALER
Til lejligheden er der udarbejdet et hæfte - Alkoholpolitik i klubben - som kan hjælpe og inspirere, når en alkoholpolitik skal formuleres og implementeres.
AMBASSADØRKLUBBER
Som endnu et led i projektet er der blevet udnævnt ambassadørklubber, hvis funktion er at fungere som rollemodeller for andre klubber på det alkoholpolitiske område. |